The Wolfpack

At film kan åbne en ny verden, bekræfter ’The Wolfpack’ på rørende og fascinerende vis med en familieflok, der bryder faderens vogtende tyranni. Desværre er fortællingen ganske ufokuseret, og den åbne dør svinger mere for fiktionen end for dokumentaren.

Ulveflokken er seks brødre, der sammen med deres søster er vokset op med sære restriktioner og klaustrofobiske forhold. Med en mor, der tog imod tæsk og andre betingelser fra sin Hare Krishna-mand, der radikalt fornægtede samfundsnormer – og derfor forbød sin familie at gå udenfor døren. Heldigvis for børnene måtte de gerne opleve verden gennem over 5000 film – og uheldigvis for ham selv, skal det vise sig.

Fra første billede bliver de seks Angulo-brødre identificeret med de seks ikoniske jakkesæt fra ’Reservoir Dogs’, og de holder en forrygende stil med flere rekonstruktioner – af blandt andre ’Pulp Fiction’ og ’The Dark Knight’. Med original dialog, samt seje selvlavede kostumer og rekvisitter inklusiv lyddesign. Indimellem åbenbart så realistisk at politiet dukker op og ransager for våben. Om scenen er virkelig eller konstrueret, så underbygger den filmens mest interessante indfaldsvinkel: Brødrenes syn på verden udenfor, og det uundgåelige dilemma af nysgerrighed og betænkelighed overfor at begå sig derude.

For det er dette naturlige vendepunkt debutant Crystal Moselle bygger sit Angulo-portræt op omkring, og det første udbrud foregår også med spøjs filmisk flair. Iført Michael Myers-maske – for ikke at blive genkendt – farer teenager-Mukunda ud i New Yorks gader, og ender med at blive hentet af politiet og indskrevet på psykiatrisk hospital.

Hermed opstår spørgsmålene om de sociale myndigheder, som Moselle har valgt at ignorere. Som så mange andre ydre påvirkninger, der jo spiller ind, når man bliver en del af en ny verden. ’The Wolfpack’ er en film på Angulo-brødrenes præmisser, hvilket er udmærket, men så kræver det umiddelbart at hovedpersonerne åbner mere op end Moselle formår at skildre gennem sine fem år med familien.

Allermest savner man større fornemmelse for brødrenes egne følelser om at rykke ud af indespærringen, i stedet går der meget tid med at bebrejde faren. Man konkluderer derfor at alt for meget skrabes ind under gulvpappet og noget må detonere på et tidspunkt. De siger selv, at faren er en tikkende bombe, men måske er det dem selv? Det er jo ikke faren, der udvikler sig her, det er børnene.

Man grubler over, hvor bevidste de større brødre er om at lave denne film, og hvor troværdig dele af historien er. Men ’The Wolfpack’ er alligevel ret original underholdning, og særligt fornøjelig når filmreferencerne flyder. Den meget åbne slutning bliver lidt kryptisk med Mukundas optagelser til egen kortfilm, men tænk hvis han endte som filminstruktør, der om nogle år lavede fortsættelsen på Angulo-dramaet.