Ultra

10 mænd i træningstøj. En masse hvide stole og en hvid madras. Sådan er åbningsbilledet til 'Ultra'. Det lyder ikke specielt spektakulært, og det er det sådan set heller ikke. 'Ultra' er en forestilling, hvor der sker så lidt, at man lægger mærke til, at der sker en hel masse.

Her er ingen fyld i form af unødvendig underlægningsmusik, ingen forklarende mimik, ingen replikker, ingen kostumer, som vi kender dem. 10 helt almindelige mænd med helt almindelig, bleg hud og lyst, mørkt og mellemblondt hår. Nogle langhårede. Nogle lidt halvskaldede. Alle sammen ganske almindelige af bygning.

Jeg kan ligeså godt afsløre fra starten, at hvis man har set de nøgne kroppe på reklamerne for forestillingen, kan man ikke undgå at blive en smule skuffet, for de beholder tøjet på hele vejen igennem.

Den time, forestillingen varer, er koreograferet – af manden bag Fors Works, Martin Forsberg – til mindste detalje. De hvide stole, som bare står på scenen langs kanterne og nærmest undviger vores blik, fordi de er så vante at se på, skal vise sig at tage pusten fra os, når de vækkes til live i de skønneste, symmetriske mønstre på gulvet. Ikke én centimeter afviger hver enkel stol fra det samlede billede, som konstant forandrer sig under dansernes hænder.

'Ultra' handler ifølge programmet om den vesteuropæiske mand og hans magt. Om massen af hvide mænd, der styrer tingenes gang. Styrer hinanden. Konkurrerer med hinanden. Det kan man nok godt få ud af forestillingen, hvis man søger efter en større mening med de billeder, man præsenteres for. Men man kan også få så meget andet ud af oplevelsen.

Det er en sjældenhed at se 10 så ens skabninger bevæge sig ens på en scene, og langsomt begynder man at lægge mærke til alle forskellene. Pludselig får massen ansigter. Man kender dem fra hinanden: ”Hov, ham jeg ikke lagt mærke til før, har han været der hele tiden?”.

Forestillingen udfordrer den gængse idé om tid. Mange af passagerne varer lang tid, opløses kort, og fortsætter så igen. Det er en befrielse at følge med i, fordi man får tid til at mærke, hvad der sker og svæve ind og ud af billederne i sit eget mentale tempo.

Især en passage, hvor de 10 dansere går på to rækker som en slags androgyne cheerleaders med store pink pomponer gør noget vildt med gentagelse og tid. Langsomt, langsomt går de frem, mens de ryster pomponerne hævet over hovedet. Det er både enerverende som en gentagelse, der går én på nerverne, men man ikke kan få til at standse, og dragende, at se de små bitte bevægelser med fødder og arme (ubehaget ved tanken om, hvordan deres arme må være ved at syre fuldstændigt til går direkte i musklerne, hvis man er den type, der lever sig med i det, der sker på scenen!). I længden får sekvensen en nærmest overophedet seksuel energi, og det er virkelig fedt.

Forestillingen slutter lidt brat, og jeg går fra salen en anelse uforløst, som om der lige mangler det sidste, der fik tingene til at løfte sig. Måske bare fordi jeg undværligt var kommet til at forestille mig, at de ville fortsætte til alt tøjet var væk, og derfor troede, der var længe endnu, da de henimod afslutningen alle smed den yderste træningstrøje.