Topmøde for de mest deprimerede

Sjælesyge har altid eksisteret. Man er ikke i tvivl, hvis man har læst eller set nogle af de store klassikere af Shakespeare, Goethe, Tjekhov og Ibsen. Dramatikere og digtere – og andre kunstnere – har altid svælget i tungsindets stemningsfuldhed og karakterudviklingen deri. Så der er masser af tekster og karakterer at tage af, når der skal være ’Topmøde for de mest deprimerede’ – og der er ligeledes masser at identificere sig med, når sortsindet ruller sig ud.

I starten kryber de langs væggene, søger skyggerne og gemmer sig i dyneværk. Men så finder de tryghed i ordene og kaster sig ud i levendegørelsen af de dybsindige ord og strofer skrevet af verdensdramatikere som Dante, Kierkegaard, Rilke og Joyce. Måske har disse digtere også skrevet og læst sig igennem tungsindige perioder af deres liv?

Det har i hvert fald instruktør Staffan Valdemar Holm, da han for få år siden blev ramt af depression. Da en del af helingen gik via klassikere af Dante, Shakespeare og Biblen, fik han ideen til det sceniske topmøde, og sammen med dramaturg Lucas Svensson samlede han nogle af de største melankoli-vers og -karakterer fra værker som ’Hamlet’, ’Faust’, ’Peer Gynt’ og ’Woyzeck’. Samt syv uforlignelige sange, suverænt arrangeret af Jeanett Albeck med et dybere, lettere skramlet basspor.

I en superminimalisk scenografi – tre store vægge omkranser et bart scenerum oplyst i hvid, sort og grå – af Holms kone og faste samarbejdspartner Bente Lykke Møller folder depressionerne sig ud. Med få rekvisitter og diminutiv handling. Lidt mikrofonsving af seksuel karakter, en lampeafpilning der naturligvis må ende i strømstød, noget dans, hulahop og hovedstand, en tragikomisk reaktion her og der. Men ellers må man selv få hjernevindingerne til at stemme overens med følelser og stemninger.

Jeg savner tolkning og småhistorier i flere af tableauerne, men Holm vil hellere bare skabe stemninger. Så topmødet er stilfuldt og kunstnerisk mere end det er følt. Heldigvis kan de seks skuespillere fylde tomrummet med pragtfulde præstationer, der topper i den tætsamlede fælleslevering af den bibelske ’Jobs bog’. Mærkbar er også Preben Kristensens Schubert-fortolkning, Olaf Johannessens kongeattitude, Bebiane Kreutzmanns omsorgsskrig, Birthe Neumanns foranderlige sjæl, Laus Høybyes purk af en skurk, og Mette K. Madsens formel for fortvivlelse.  

Ligegyldigt hvor meget man roser de store digtere for deres vidunderlige udtryk og indsigter, så er det tungt, dystert stof. Tankevækkende, ja, men der er simpelthen for mange guldstykker blokket tæt op ad hinanden til at man kan nå at fuldende følelsen fra den ene før den næste tager fat. De drukner lidt i hinandens storhed, og nogle tekster flyder sammen, fordi temaerne er ens. 

Det er næsten som om de konkurrerer om hvem, der er mest ramt af livslede, sorg eller frustration. Og det kunne der jo være en vinkel i, for den sorte humors skyld, at de syge – og dramatikerne – kappes om hvem der er mest depri. Ligesom forestillingen viser bieffekter af depressionen: Ensomhed, modløshed, desperation, uro, fortabthed.

Selvom man måske ikke finder hverken afmystificering eller trøst i dette topmøde, så vil man kunne genkende en del følelser i de sublime tekster. For depression er ikke kun en sygdom, men også et ganske almindeligt tungsind, der er en del af livet. Det bør vi lære at acceptere, bearbejde og leve med – så bliver vi måske mere komplette mennesker. I stedet for at forestille os, som Neumann siger i forestillingen. 

Det er et sindssygt godt budskab Holm har her, og i essensen også modigt. For tabuet stikker stadig i alle retninger, når depression, stress eller andet psykisk pres nævnes – trods det altid har eksisteret, og der nu er flere ramte end nogensinde. Må kunsten blive ved med at give os troen, modet og styrken til at rumme vores tungsind.