The Fairy Queen

Fjollet volapyk fra ende til anden. Der er ikke meget operadrama tilbage i denne rodebunke af ’The Fairy Queen’, som i oprindelig form er semi-opera, men som af tyske Aniara Amos har fået en overhaling med fuld platalarm.

At mikse skuespil, sang, musik og dans til en festforestilling med inspiration i Shakespeares bryllupskomedie ’En skærsommernats drøm’. Det var den britiske barokkomponist Henry Purcells oprindelige ide om totalteater, og hans lette, lyse barokpartitur var et legende, livligt musikstykke for alfedronningens kærlighedsfest anno 1692.

Aniara Amos har smidt historien væk, kastet brudstykker op i luften og filtreret deres landing gennem noget, der skal ligne et moderne liv. Men golfkølle-lygtepæle, pap-tv og mavetegninger gør det ikke for noget som helst in, nærmere yt. Faktisk ganske børneforestillingsagtigt. Og det hjælper ikke at slynge pornotøj og attrapper ind, så bliver det bare mere plat og vulgært. 

Showets bedste ide – og den mest velfungerende – er at lade Ole Lemmeke spille Puk, den shakespeareske spektakelmager, der sætter gang i forviklingerne. Han lægger ud med at finde sangere, forklare roller og præsentere sin vision: Et eventyr om kvindens mange sider – og kærlighedens ditto – hvor hun selvfølgelig skal ende med at få vinger.

Det holder i de første scenarier med den fulde poet og perversiteterne, samt parret Mopsa og Coridon i sengen. Henning von Schulman er forrygende som både luder og Mopsa, der ikke vil give kys, no no. Men så afsted i skoven – til harpespiller med horn i siden, dyrisk ekkosang og en alfedronning indrammet af blinkende spots. Og derfra går det amok i orangehårede kloner, nogen skal løse elskovsgåden på tusind måder, skeletkvinden dør og lever, årstiderne flakker forbi og skyerne er både lyserøde, hvide og grå, imens helten (Ed Lyon) skifter tøj uendeligt og synger om alt og intet.

De mange tableauer bliver bare mere og mere underlige og underordnede, og kammer over i usjove banaliteter, hvor selv Puk ryster på hovedet og venter til de er færdige med at pjatte. Det, der starter som et legende og sjovt eksperiment i Puks ånd, ender i et latterligt rod, han heller ikke kan eller vil styre. Både sang, musik og komik tromler kære Puk, ligeså virker det som om Amos har leget med alt for frie tøjler.

Lars Ulrik Mortensen gør det glimrende i front for Concerto Copenhagen, et af verdens bedste barokorkestre, der i år fejrer 25-års jubilæum. Men al balladen på scenen forstyrrer musikken og sangen, der bliver for sekundær. Dramatisk og sangligt er sopran Sine Bundgaard som altid en fryd, og man nyder de enkelte øjeblikke af svenske Daniel Carlssons herlige kontratenor, men ellers er det eneste, der nærmer sig et ægte, rørende operaøjeblik svenske Maria Keohane i alfedronningens arie ’O let me weep’.

’The Fairy Queen’ bliver simpelthen for meget sammenkog af folkekomedie, lystspil, syngespil, revy og cirkus. I farvelsalutten siger Puk: ”Hvis I har moret jer, har I fattet alt.” For mig var det totalt platalarm, så jeg tager mine vinger og flyver til det rigtige operastøv begynder at hvirvle igen.