Escarramán

Tegneserieopera med spanske dansesange. Det lyder mere avanceret end det er i Via Artis Konsorts nye musikkonceptforestilling ’Escarramán’. Men livligt, lystigt og livsbekræftende er det, særligt når det spanske temperament og drømmene om la vida bona kommer i spil. 

Ambitionen er at bryde genrebarrierer, så fin- og popkulturelle noder kan mixes og danne fællesskab på tværs af sociale klasser. Det lykkes ganske autentisk i formidlingen af den grundlæggende spanske musikkultur af dansesange fra 1600-tallet, der fik stor indflydelse på hele den europæiske barokmusik. Eksempelvis Zarabanda, Fandango og Seguidilla. 

De fem musikere under ledelse af Poul Udbye Pock-Steen brillerer på karakteristiske barokinstrumenter som harpe, cuatro, gambe, cittern, cajón og cembalo. Og Julie Andkjær Olsen er skøn og levende i sin flotte flamencostil – med heftige klap, flagrende flæser, kastagnetter og deres forgænger: stokken – i moderne udgave, da der er en vis usikkerhed om denne dans’ oprindelse. 

Det var en tid med store klasseskel, men hvor hverken høj- eller lavkultur kunne stoppe inspirationen og påvirkningen af musik og dans. Fra markedspladser til teatrene til hofbal og tilbage igen med de musikere, der oftest spillede i hofregi for summer så slatne som de riges moral.

En af disse musikanter er Juan de Vado, der begår sig både hos hoffet og på gadeplan, hvor hans skyggefigur Escarramán indimellem tager over og driver Juan ud i druk og småulovligheder. Hans historie fortælles gennem Alberto de Arriba Guisandes grovrynkede tegninger – ganske sjovt, men også noget banalt og indimellem så trægt at det dræber en del af det skønne tempo, som musikere, sangere og dansere har skabt.

De og dansesangene personificerer ikke direkte Juan og hans omgangskreds, men er tableauer på hans musikalske liv. Som om han rummer alle disse forskellige udtryk af barokmusik, fra de bramfrie populærsange til de fornemme arier. 

Men at kalde det opera er nok lige lovlig kreativt. I hvert fald nok til at skuffe en del operafans. Ærgerligt nok, for ideen er rigtig god og med masser af potentiale for at omforme den spanske passion til operadrama. Et par romancer får lidt arie-touch med kraftige, dramatiske toner fra den spanske alt Marta Infante, med ’Fuego de dio’ som inciterende favorit. Der er bare ikke nok af det, og de korte recitativer gør heller ikke meget væsen af sig.

Mest energi har de muntre sange om drømmelandet Chacona og den afrikanskinspirerede Zarambeque. Rørt bliver man af den catalanske mezzosopran María Altadills version af vuggevisen ’Nani nani’ – hendes lange, dybe toner bliver sørgmodige trods den håbefulde tekst, og rummer nærmest et varsel for Juans historie. Men ellers savner man det farlige i alter egoet Escarramán, der er ikke megen gru udover Juans tendens til at fulde sig.

Drikkeriet og fascinationen ved hoffet får dog alligevel konsekvenser for Juan, og nu får han virkelig brug for at tro på Chacona og la vida bona. ”Men det er en helt anden historie. Og det vil koste jer,” siger fortælleren, imens Juan slæber sine pjalter ombord på et skib mod ubestemte bredder. 

Teksten er mildest talt ubehjælpelig. Både den talte – fortællerstemme som recitativ – og den oversatte, der skulle tone frem på to aflange stofruller i siderne af scenen. Men det er sjældent at der oversættes mere end titlen eller omkvædet, og det er virkelig synd for den særlige latinosjæl, der ligger i disse gamle tekster. Hvor ser man ellers lige sange om frugter med indmad af stegeflæsk og træer med kalkuner og agerhøns?

Hofteatret er et perfekt sted at opføre denne slags forestilling, og det skabte en tæt og stemningsmættet følelse. Alligevel kunne der sagtens skrues op for temperamentet i ’Escarramán’. Så man kunne gå derfra endnu mere opløftet og fyldt op af fascinerende kulturindtryk, herligt smittende danserytmer og den ørehængende la vida bona-hymne.