Comic Sans

En blond kvinde på scenen går frem og tilbage. Hun rømmer sig, betragter et usynligt objekt, virker rådvild, forlegen, som om hun ikke ved, hvad hun skal sige endsige mene om det, hun ser. Hendes grimasser er morsomme, og publikum ler. Tre andre kvinder dukker op på scenen, sætter sig højtideligt ved et bord. Der står vandglas fremme på bordet, og de skiftes til at give en mikrofon videre, som man gør ved en paneldebat eller pressekonference.

De taler om deres træning og diæter, de er bodybuildere, de viser deres muskler frem for hinanden. Musklerne er imaginære, de har alle en spinkel danserkrop. De er alle iført brudekjoler. Da de er færdige med at tale, rømmer de sig i kor, den ene af dem så kraftigt, at det for hver gang bliver højere og højere. Til sidst råber hun ud i rummet, igen og igen, så hendes ansigt bliver rødt og fortrukket.

Fors Works, som er et utraditionelt dansekompagni ledet af koreografen Martin Forsberg, erklærer selv, at forestillingen skal debattere dans. Dansens traditionelle skønhedsidealer skal udfordres, og 'Comic Sans' vil stille spørgsmålstegn ved det traditionelle, elitære smagsdommeri og opfattelsen af, hvornår noget er smukt eller grimt.

Under forestillingen bliver jeg skiftevis underholdt og mildt irriteret. Men hvad forventede jeg egentlig? Mere provokation? Mere grimhed end det, de fire blonde, trimmede og ganske kønne kvinder fremviser på scenen? Deres udseende går ikke imod det herskende skønhedsideal, uanset at de undervejs maler sig lidt i ansigtet, tager underlige briller på eller plastrer sig til med tape. Grimme bliver de aldrig, og med fuld makeup, slanke kroppe, langt lyst hår og uden et hår på ben, i armhulerne eller bikinilinjen lever de fuldt ud op til samfundets ide om, hvordan en kvinde bør se ud. Ikke meget udfordring dér.

’Comic Sans’ vil gøre oprør mod den herskende æstetik for scenedans, og det holder stik langt hen af vejen. Forestillingen fungerer som ramme for et kaotisk vildnis af sære indfald og skøre gimmicks, tilsyneladende uden mål og retning – men jeg savner lidt mere vildskab, lidt større mod.

Fors Works ønsker at rykke ved grænserne for den gode smag, men ved at henlægge forestillingen til Dansehallerne, dansens hipsterscene par excellence, rykker den på ingen måde ved det bestående, men falder snarere i ét med teaterets andre forestillinger.

Bevares, langt hen ad vejen er ’Comic Sans’ en underholdende tour de force i gakkede gangarter og underlig opfindsomhed, og visse scener har deres egen poesi. Som skurebørsten, der forvandles til en sejlbåd ved hjælp af et sejl bestående af papir og en tandstikker, og en af kvindernes mave agerer bølgende hav. Op og ned går skibet, så man næsten bliver søsyg.

Kvindernes spastiske bevægelser, der skal gøre det ud for dans, er en pointe i sig selv. Hvem kan sige, hvad der er smukt og hvad der er grimt? Hvornår er noget dans, og hvornår er det bare fjolleri? Men jeg sidder tilbage med fornemmelsen af at have set det hele før. Når kvinderne spankulerer rundt på scenen, først i brudekjoler og derefter i røde badedragter som til en skønhedskonkurrence, komplet med bånd over skulderen, der ikke proklamerer den titel de har vundet, men i stedet er statements om forestillingens antiæstetiske filosofi, er det godt fundet på, men det bliver for bombastisk.

’Comic Sans’ ender som en gang tom luft, for forelsket i sin egen påståede galskab til reelt at flytte grænser for scenekunsten, hvad enten det er inden for dans eller performancekunst. Mest af alt provokerer det mig, at jeg ikke bliver provokeret.