Man danser da i krematorier

Fra de dødes dystre hus til livlige dansesale – det gamle nedlagte kapel og krematorium ved Bispebjerg Kirkegård er blevet til Dansekapellet, byens nye danse- og bevægelseshus. Her myldrer det nu med børn, der skal undervises, og publikummer, der skal underholdes.

Men før danserne kunne rykke ind under den karakteristiske kapelkuppel på landets ældste krematoriebygning, har det været en udfordrende opgave at gøre omgivelserne attraktive med passende respekt for fortiden.

”Da vi første gang kom ind i kapellet var der ret dystert og makabert. Der var krematorieovne, kisteelevatorer og kølerum til lig. Men det er smukke rum med kraftfulde konstruktioner, hvælvede lofter og tykke ydervægge og fine gulve – den karakter ville vi bevare i rummene,” fortæller Martin Andersson fra Domus Arkitekter, der har pustet nyt liv i de smukke, men nedslidte bygninger, der havde stået tomme siden 2003.

To sale og tre studier

Projektet mødte i starten skepsis fra områdets beboere. Kunne man tillade sig at danse i et kapel? Arkitekterne var i dialog med mange, som havde taget afsked med deres pårørende i kapellet, og som derfor havde svært ved at vænne sig til tanken.

”Vi arrangerede flere workshops og brugermøder, og dem som var skeptiske blev hørt og forstod vores intentioner med huset,” fortæller Martin Andersson.

Ombygningen har taget et år. Krematorieovnene er kørt til ophug, de sortsværtede rum malet hvide, rummene åbnet op ved at lave huller i facaderne og i taget, og loftet i den centrale sal er hævet. Men de fleste af gulvene – og rummenes udtryksfuldhed – er bevaret.

Nu står huset klar med tre mindre dansestudier, en stor sal med plads til 350 personer og den ikoniske kuppelsal til intime danseforestillinger.