Black Swan

Verden er ikke sort/hvid, men alligevel er det altid disse nuancer det menneskelige sind tiltrækkes af. Vi fascineres af det ekstreme og hypnotiseres af spændingerne mellem godt og ondt, mens vi selv, i bedste fald, befinder os et sted midt i mellem.

Darren Aronofsky, som fik sit kultiske gennembrud med ‘Requiem for a Dream’ og kom ind i alles stuer med ‘The Wrestler', har altid arbejdet med raffinementet i vores psyke; modsætningen mellem vores inderste ønsker og dét, der er til vores eget bedste.

I sine film arbejder Aronofsky dog ikke med disse to som modsætninger, men som hinandens forudsætninger, i en redefinition af, hvad der er “til vores eget bedste”.

Aronofskys karakterer har ét livsmål, der skal opfyldes, én patron i hylsteret; de føler sig skabt for denne ene kraftanstrengelse, og hvis de ikke kan nå målet, er deres liv værdiløst. De besidder en drivkraft, der er så stædig, at den vil slås med døden for at overbevise os om, at dét, der er til vores eget bedste, er at udleve drømmen uanset om det koster os livet.

‘Black Swan’ er et klassisk eventyr med Natalie Portman i hovedrollen som Nina, den rene, uskyldige pige, balletdanserinden, der stræber efter perfektion delvist grundet egne ambitioner, og delvist baseret på andres (den overbeskyttende mors) forventninger.

Hendes talent og hendes blide sind gør hende ideel til rollen som den hvide svanedronning i ‘Svanesøen’, men dette er kun halvdelen af rollen, og spørgsmålet er om hun kan lære at komme i kontakt med sine indre dæmoner, som det kræver for samtidig at spille tvillingerollen som den sorte svanedronning, en rolle som en anden danser, Lily, er skabt til.

På vej mod drømmen skal Nina ikke bare overbevise den passionerede franske instruktør om at hun er en kvinde og ikke en pige, men samtidig også sig selv og sin mor.

Det virker spøjst at en instruktør først laver en film om wrestling og umiddelbart efter en om ballet, men ligesom Nina og Lily er hinandens modsætninger og komplementære sidestykker, er ‘The Wrestler’ og ‘Black Swan’ det også.

Både brydningen og dansen er et finessespil og Aronofsky udforsker i den grad finessen i ‘Black Swan’, hvor både det visuelle og det auditive går op i en højere enhed.

Både historien og Natalie Portmans skuespil når dybt ind sindet, og det skulle undre om ikke denne fantastiske film bliver en af de store Oscar-vindere i år.