Prince of Persia: The Sands of Time

Vellykkede film baseret på computerspil kan tælles på … well, 0 fingre. Men er der nogen, der kan klare udfordringen, må det da være Jerry Bruckheimer – produceren, der fik den herlige og ufatteligt succesrige ’Pirates of the Caribbean’-trilogi (snart -tetralogi) ud af en rutsjebane i Disneyland.

Håbede vi… For selvom hans ‘Prince of Persia: The Sands of Time’ ikke er endnu en spil-stinker, er den heller ikke meget mere end et rimeligt fireforestillings-eventyr i nydelig og hurtig glemt sværd og sandal-stil. Den ellers beviseligt alsidige instruktør Mike Newell mangler noget mere af magien fra ’Harry Potter og Flammernes Pokal’ (den fjerde og sandsynligvis bedste), af spændingen fra ’Donnie Brasco’ og af charmen fra ’Fire bryllupper og en begravelse’.

Jake Gyllenhaal er det overraskende valg som den akrobatiske action-prins, der i oldtidens magtfulde Perser-rige sendes på farefuld flugt og må krumsabel-kæmpe, parkour-hoppe og tidsmanipulere sig gennem eksotiske locations, for at bevise sin uskyld, opfylde sin skæbne, og vinde prinsessens hjerte. Ja tidsmanipulere, eftersom han finder sig en magisk daggert, der ganske praktisk lige kan spole begivenhederne et minuts tid tilbage. Alt sammen den slags småsløset skrevne fantasy-vrøvl, der ikke behøver at give så meget mening til gengæld for nogle elskelige helte og onde, onde skurke.

Det er så her det kniber. For de flade biroller med deres stive dialog. For Gyllenhaal med den hidtil noget mere seriøse karriere lagt an på skiftevis at udstråle tavs træmand og våd hundehvalp. For hans udkårne Gemma Arterton, der er ligeså køn og kedelig som i ’Clash of the Titans’. Og i særdeleshed for deres ”kæk Han Solo/skrap Prinsesse Leia”-romance, der kaster forbløffende lidt god lir af sig.

Fight og tempo sørger for at ingen falder i søvn undervejs, men udover prinsens lidt påklistrede badutspring vil fans af spillet savne mere af spillet. Fans af Bruckheimer vil (udover et spektakulært strudsevæddeløb) savne de der overdådigt fantasifulde ’Pirates’-øjeblikke – den trylle-daggerthuggert bruges da alt for lidt og uopfindsomt.