The Blind Side
DRAMA
Premiere 6. maj
I det gudfrygtige Memphis lever det kristne budskab ikke forgæves. Det statuerer 'The Blind Side' i skildringen af hvordan en sort, hjemløs, overvægtig og underuddannet dreng – Big Mike – bliver taget under vingerne af en hvid, velhavende republikanerfamilie der forvandler den grimme ælling til en superstjerne i NFL.
Den overhængende fare for at kløjes i dogmer afværges ikke her, og som klæbrige sødetabletter står klicheerne i kø for at nå frem til en happy end. Reelt set har denne autentiske historie substans, men filmens manglende troværdighed udfrier ikke potentialet.
Sandra Bullock vandt en Oscar for sin rolle som moderen der indleder redningsaktionen af Big Mike. Som anfører i den matriarkalske Brady Bunch-familie portrætterer hun en retfærdighedens fanebærer der ikke lader nogen stå i vejen for hendes idealer.
Og det er da også Bullock der fungerer som filmens overbevisende træk. Desværre tager det ikke fokus fra den kendsgerning at det resterende persongalleri forbliver passive voksfigurer, og at filmens ubehjælpsomme manuskript eksekveres mere harmløst end en kælen killings leg med en garnnøgle.