Moneyball

Brad Pitt ligger lunt i svinget til en Oscar.

Det siges, at hvis man vil helt ind i den amerikanske sjæl, så bliver man nødt til at lære reglerne i baseball. Altså må man forvente, at de fleste amerikanere vil kunne få én på opleveren af at se ’Moneyball’, men det kan vi europæere så sandelig også. For den nyeste Bennett Miller film (den Oscar-nominerede instruktør bag den formidable film ’Capote’) er ganske overlegen god.

Moneyball handler ikke om baseballspillet, men om, hvordan sporten er blevet forvandlet til en pengemaskine, hvor kun de rigeste kan vinde. Eller kan de? For i sin bedste rolle i mange år formår Brad Pitts karakter, Billy Beane, at skabe mirakler med få midler.

Beane var selv en mislykket baseballspiller, men i år 2001 agerer han Oakland Athletics’ kompromisløse direktør. Historien er sand, men stadig helt utrolig. Billy Beane har nemlig brug for noget ekstraordinært, hvis hans hold skal kunne følge med de store. Det helt ekstraordinære finder han ved en transfer-forhandling.

Den kun 24-årige Peter Brand (Jonah Hill) er økonom fra Yale og har aldrig selv spillet baseball. Til gengæld tror han på, at man matematisk kan få succes i sportsverdenen. Den idé køber Billy Beane, og sammen indleder det aparte makkerpar en opstigen mod sportens troner.

Hill er ellers mest kendt fra humoristiske roller i film som ’Knocked Up’, ’Superbad’ og snart ’The Sitter’, men leverer her en virkelig god præstation.

Generelt er rollerne faktisk kun velspillede i ’Moneyball’, der simpelthen har et uvurderligt flot manuskript, der er kreeret af de Oscar-vindende skrivere Aaron Sorkin ('West Wing', 'Social Network') og Steven Zaillian. Men, men, men… ’Moneyball’ er ejet af én og kun én mand: Brad Pitt.

Det er de store navnes år mod Oscaruddelingen. Leonardo DiCaprio er snart aktuel i 'J. Edgar', en ny storfilm af Clint Eastwood, men jeg tør godt sætte mine sparepenge på Brad Pitt (og jeg har set Eastwood-filmen, der også er unik).

Pitt er ganske enkelt enestående, charmerende, ond, kold og hjertevarm, som direktøren, der tager chancer, men kun fordi han elsker sin klub så højt, som han gør. Sammen med Jonah Hill driver Pitt én af vinterens meste seværdige Hollywood-produktioner frem.

Blandt andet med scener som denne: Den unge Yale-mand viser sin chef et klip, der beviser, hvordan en ældre, afdanket spiller pludselig er blomstret op. ”Det er en metafor,” forklarer han. ”Jeg ved, det er en metafor,” konstaterer Pitts karakter træt.

Man behøver ikke have gået i skole, for at vide noget om livet, men man skal være en god skuespiller for at vinde Oscars i gode filmår. Brad Pitt er bedre end de fleste.