In Time

Tiden er noget mærkeligt noget. Her er tid målestokken for alt; velstand, liv – alt handler om at skaffe sig tid.

Filmen følger sin egen, helt stringente logik og skaber nye fodspor ned af den sti, som andre dystopiske sci-fi-film har nedtrampet, hvor en grum, småfascistisk fremtidsvision skal fortælle os en sandhed eller to om samfundet af i dag. Det er set uendeligt mange gange i litteratur og film siden 2. Verdenskrigs afslutning:

En lille, men utroligt privilegeret elite lever ubekymret og dekadent, mens den store masse må betale prisen og leve fra hånden til munden, uden mulighed for at bryde fri. Naturligvis bakket op af et benhårdt kontrolsystem, der er uden nåde, og straffer dem, der stiller spørgsmålstegn ved tingenes tilstand.

Men fordi målestokken er tid, så sprænger ’In Time’ alligevel en ny vej ned i fremtidens skræmmende kaninhul.

Will Salas (Justin Timberlake) er født i den forkerte zone i en ikke så fjern fremtid, hvor alle får tildelt et år at leve i, når de fylder 25. Rige mennesker kan naturligvis skaffe sig al den tid i verden, de kunne ønske sig, og dermed leve evigt.

At leve fra dag til dag skal tages bogstaveligt. Tid er penge, og får de forkerte mennesker for meget tid på hænderne (eller underarmen), vakler hele systemet.

Og derfor må tidtager-strømeren (en rugende Cillian Murphy, der giver sit bedste i en rolle, der kunne været stivnet i klichéer) tage affære, da Will får foræret 100 år af en rigmand, der er træt af livet. Vor helt krydser ind til den anden side, allierer sig med en rigmandsdatter (Amanda Seyfried) for at gøre op med tidstyranniet og den evige ungdom.

Instruktør og manusforfatter Andrew Niccol holder fast i sin yndlings-tematik, som løber som en understrøm i hans værker. Udvælgelse, elite, bevidsthed, selvbestemmelse og oprør er omdrejningspunkterne i så forskellige film som ’Truman Show’, ’Lord of War’ og ’Terminalen’. Filmen har især meget tilfælles med hans glimrende sci-fi-debutfilm ’Gattaca’, uden at være helt på højde med den.

Trods virkeligt hæderlige indsatser, flot firserinspireret fotograferet, ender filmen som en filosofisk læsset letvægter i stil med ’The Island’. Muligvis fordi de 25-årige, som verden bliver befolket af i fremtiden, er meget lækre.

Fire meget store stjerner. At den ikke får fem, skyldes blandt andet, at Amanda Seyfrieds karakter, der aldrig har løbet i sit liv (rige mennesker løber ikke, thi de har tid nok), formår at sprinte rundt på stiletter i halvdelen af filmen.

Og fordi Andrew Niccol ikke har kunnet dy sig for at strø ordet "tid" ind i hver anden linje i dialogen. Filmen er måske ikke ægte kvalitetstid, men nok snarere en syndig nydelse at spilde tid på.