Så ruller Rejsekortet. Agtigt.
Det skandaleramte elektroniske Rejsekort kan nu endelig bruges i Hovedstaden – af de hurtige.
Rejsekortets karakteristiske standere, kaldet Det Blå Punkt, har i længere tid stået og lyst insisterende blåt på S-togsstationer og Metro-stop. Men nu er de så også aktiverede, så man kan glemme alt om billetkøb og zone-tælleri, og bare tjekke ind og ud ved at vifte med et chipkort.
Hvis man altså har ét. Klog af skade efter problemramte indkøringer andre steder i landet, kan kun 10.000 københavnere få fingrene i et Rejsekort til at starte med.
I august 2012 åbnes (efter planen) op for flere, og til den tid skulle hele busnettet også være blevet koblet på, og ikke kun linjerne 3A og 250S, som nu.