Kunst-plaster på metro-såret
Kilometervis af kunst er på vej til at forsøde afskærmningen af metroens byggepladser.
Byens Hegn - Cool Construction
Et projekt, der udsmykker metrobyggepladsernes seks kilometer lange, grønne plankehegn, mens metrobyggeriet står på indtil 2018.
Metroselskabet står bag i samarbejde med Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune.
Ansøgninger fra alle, der gerne vil lave et projekt på hegnene, behandles en gang om måneden.
Nogle af hegnene bliver reklamefinansierede. De penge, der kommer ind, går til finansiering af hele projektet.
Tager du en tur i Nørrebroparken, kan du for tiden opleve fantasidyr i silende regn, småbørnshåndaftryk, pink rørsystemer, bladsilhuetter, kravleplanter, insektbo, brølende løver og aber.
Alt dette er nemlig til skue på den grønne mur, der afskærmer parkens metrobyggeplads. Den er blevet til et offentligt udstillingsrum, hvor alt fra ungerne fra Skt. Stefans Fritidcenter, over gadekunstneren og træsløjdspecialisten Bert, til møbeldesigneren Monique Engelund har givet deres bidrag til at forskønne udsigten til byggepladshegnet.
Byens Hegn kalder Metroselskabet projektet, der med undertitlen Cool Construction skal være et plaster på såret til københavnerne, mens udvidelsen af metroen i årevis sætter sit præg på København med utallige larmende og mindre pæne byggepladser.
Rullende plaster på såret
Indtil nu er det kun hegnet i Nørrebroparken, som har fået kunstværker på. Men planen er, at der de næste seks-syv år, mens metrobyggeriet står på, skal etableres kunstprojekter på tilsammen seks kilometer hegn rundt om metrobyggerier i København og på Frederiksberg.
”Kunstværkerne er ikke kun tænkt som permanente. De kan for eksempel være der 3 måneder, 6 måneder, 1 år, og så kommer der noget nyt op. Man kan se det som sådan et rullende projekt,” fortæller Mimi Larsson, der er projektleder for Byens Hegn ved Metroselskabet.
Inden for nærmeste fremtid vil hegnet på metrobyggepladsen på Rantzausgade/Jagtvej ved Nuuks Plads blive til en fotoudstilling fra naboen, Landsarkivet.
”Det er en udstilling med historiske fotos fra Landsarkivet. Vi vender vrangen ud på bygningen og tager noget af materialet ud på gaden,” fortæller Mimi Larsson.
Også andet end billedkunst
Ved Marmorkirken vil der også blive vist fotos på byggepladshegnet af de detaljer i kirkens arkitektur, som er skjult, mens metrobyggeriet står på. Desuden vil hegnet blive udsmykket med grafik, citater og små historier fra området.
Et andet delprojekt står Selskabet til Hovedstadens Forskønnelse for. De har rejst over 1 mio. kroner til seks forskellige kunstnere, som skal lave seks forskellige værker til seks forskellige hegn. Projektet bliver støttet af Kunstrådet, og det er også dem, som har udpeget kunstnerne: Fie Norsker, Ivan Andersen, Carina Zunino, Ole Sporring, Kenn André Stilling og Lise Nørholm.
Indtil videre er det hovedsagligt billedkunst, som er blevet udvalgt til at udsmykke metrohegnene, men andre muligheder er også velkomne hos Metroselskabet.
”Vi kunne også rigtig godt tænke os hegnet som noget mere end billedkunst nogle steder. Det kunne for eksempel være byrumsmøbler integreret i hegnet eller en vertikal have. Vi skal have nogle pladser, hvor det kan lade sig gøre, og så skal vi have nogle folk, som vil lave det,” fortæller Mimi Larsson.