Kvinde på spring

Åh, du godeste, hvor man kender det. Logistikhelvedet ved at forsøge at gøre karriere og have små børn. Kaos og kronisk dårlig samvittighed på begge fronter. Og lister, der bliver længere og længere. Er det værd at lave film om?

Mjah. Hvis man selv har børn og/eller karriere, eller meget gerne vil have det, så er de 89 minutter med Kate Reddy (Sarah Jessica Parker), hendes familie og arbejde enten et hyggeligt kig ind i et spejl eller et spark til den del af ens morsind, der under en film godt kan komme i tanker om ting, der skal huskes og gøres derhjemme, uanset hvad der foregår på lærredet.

Eller, hvis man ikke ligger under for de både udtalte og underforståede krav til nutidens mor og karrierekvinde (Vær stærk! Økologisk! Nærværende! Tjekket OG afslappet! Hjemmebagende! Sukkerfri!), fordi man ikke har børn eller bare formår at sige fra, så vil man nok trække vejret dybt. Og ærgre sig over, at Carrie Bradshaw er sprunget ud som en del af speltmafiaen og går på arbejde med lus i slaskehåret og måske-gylp på skjorten.

Kate Reddy jonglerer finansjob og familieliv, så godt hun kan. Hendes mand (Greg Kinnear) er forstående, hjælpsom og sprunget ud som selvstændig. Når Kate endelig får chancen for at komme frem i firmaet, er det klart, at balancegangen bliver mere end svær.

Historien bygger på en bestseller af irske Allison Pearson, og manus er skrevet af Aline Brosh McKenna, der også skrev manus til ’The Devil Wears Prada’ – som filmen er stærkt beslægtet med. Hvor langt vil du gå for drømmejobbet? Skal du gå på kompromis med dine værdier?

Begge film løftes også gevaldigt af rigtig gode bipersoner, spillet med pep af gode kræfter. Særligt Olivia Munns meget syrlige superassistent er en ligeså glædelig overraskelse, som Emily Blunt var i modefilmen, og Christina Hendricks er dejlig som bedsteveninden.

At der er ti år imellem Parker og hende, og at Parker er for gammel til at spille en kvinde, der endnu ikke har fået sit gennembrud karrieremæssigt, er man nogenlunde villig til at slå en streg over. Det er vel i grunden aldrig for sent at slå igennem eller at få en tøset veninde at snakke sex med.

Alle giver den alt, hvad den kan trække, og det redder en film, hvor der aldrig for alvor er det store på spil. Den er sjov, men går aldrig linen helt ud og griner af sig selv og af kvinder, som for eksempel ’Brudepiger’ gjorde. Alt kan fikses.

Man kan nyde den, og måske blot græmme sig over, hvor lidt der er sket siden ’His Girl Friday’, ’Working Girl’ eller ’One Fine Day’ – kvinder og karriere er stadig et spørgsmål om kompromisser og kaoshåndtering. Virkelig?