Then I Was Like

Eksperimenterende teater er ikke nødvendigvis mærkeligt eller uforståeligt. Det kan insistere på at være underholdende og særdeles forståeligt, insistere på det meningsfulde frem for det fremmedgørende. Sådan et stykke er ’Then I Was Like’.

Forestillingen har et spøjst udgangspunkt. Inden det starter, bliver publikum ført ind i scenerummet i små grupper, fire ad gangen. Her interviewes man enkeltvis af en af stykkets fire dramatikere. Man opfordres til at fortælle om noget personligt – sit tidligste minde, den første kærlighed, sin seneste drøm – og føres derefter ud igen. Efter knap en halv times forberedelse åbnes dørene, og vi kan sætte os til rette foran en lillebitte intim scene med fire performere, der dramatiserer vores historier én for én. Teksten får de gennem blå høretelefoner, som de skiftes til at tage på, og en gang imellem på håndskrevne plancher, som de får publikum til at holde op, mens de syngende deklamerer teksten.

Gennem hele forestillingen var jeg dybt imponeret af de fire musikere, der umuligt har kunnet forberede sig særlig indgående. Udover aftalte cues og rækkefølgen af hvilke instrumenter, der skulle spilles på (der er en hel del), samt hvis tur det var til at optræde, virkede det meste improviseret, og det fungerede forbløffende godt. Også i sidste del, da enkelte blandt publikum (heriblandt undertegnede) blev hevet op på scenen og sat til at spille eller deklamere en historie, fungerede det godt. Man følte hele tiden, at der var en mening med galskaben, at det netop handlede om at nedbryde grænsen mellem kunstner og publikum, at få os tilhørere til at tage ejerskab over forestillingen frem for at være den sædvanligt passive, køligt tilbagelænede masse.

Forestillingen var et patchwork af minder, småbidder af personlige historier. Performerne skabte et forunderligt lydtæppe af musik og tekst, hvor hver historie fik sin personlige stump musik. De sang, messede, spillede vores fortællinger – og hver af os sad og ventede på vores egen historie, og blev skiftevis rørt og underholdt af de andres.

Vi oplevede den ensomme, skrabede studenterhybel midt ude på landet, pigen der slog op med sin langdistancekæreste, selvom (eller netop fordi) hun elskede ham mere end han elskede hende. Det årelange venskab, den forvirrede og ulykkelige første forelskelse, pigen (eller drengen?) der opførte Spice Girls’ sange foran sine forældre, og mange år efter spekulerede på, om forældrene egentlig brød sig om det. Pigen, der spiste sin mors p-piller som slik og bagefter troede, hun ikke kunne få børn. Det banale, det komiske, det hjerteskærende, det finurlige. Der var plads til det hele, og selvom man kunne savne mere dybde i de enkelte historier – jeg greb mig selv i at blive lidt irriteret over afslutningen på min egen historie, som jeg følte sluttede for brat, for fladt – var dette en del af processen, en del af historiefortællingen.

Vi, publikum, gav vores historier fra os, små snapshots af vores liv, og herefter var de ikke længere vores. Minderne blev transformeret til noget andet, og den erindring, der blev fremført på scenen, var ikke den samme, som den vi betroede dem. Der skubbes en distance ind, når musikerne former en ny fortælling på stedet, en fortælling som de ikke har noget personligt forhold til, de ved end ikke, hvem den kommer fra. Den bliver på én gang almengyldig og fremmed, og netop distancen gjorde, at vi kunne forholde os til det hele.

’Then I Was Like’ er første forestilling på HAUT, der brander sig selv som Københavns nye, åbne scene. Med dette underholdende og tankevækkende stykke er stilen lagt, og det bliver spændende at se, hvad det næste arrangement bliver. En ting er sikker: Åbningsforestillingen er så stilsikker og gennemført, at der bliver meget at leve op til for de næste kunstnere, der gæster HAUT.