Den mælkehvide lykke
Først grød, nu yoghurt. Morgenmadsbølgen ruller ind over København og strækker sig også ud på eftermiddagen.
The Yogurt Shop
Ny Adelgade 7, Kbh K
Mandag-fredag 7.30-18
Lørdag: 10-16
Søndag: Lukket
Se menuen på theyogurtshop.dk
Egentlig er det lidt bagvendt: Med amerikansk inspiration og under forskellige hippe forkortelser (mo-fro-yo og så videre) er frozen yogurt gennem et godt stykke tid piblet frem i København, men der skulle to surmælksglade piger fra Virum til at få den lyse ide at sælge yoghurten frisk og flydende.
»Vi er begge to helt crazy vilde med yoghurt og har spist det flere gange dagligt siden vi var unge teenagere,« siger Christina Sejr Wibollt, der sammen med gymnasieveninden Marike Peng Krogh i maj åbnede The Yogurt Shop i Ny Adelgade tæt ved Kongens Nytorv.
I det gamle hus fra 1698 kan du købe yoghurt toppet med alt hvad hjertet begærer af puré, frisk frugt og nødder, og selvom morgenen stadig er det mest travle tidspunkt, er den cremede delikatesse også populær som et alternativt frokostmåltid og som eftermiddagssnack.
»Om eftermiddagen når man skal have et eller andet, der ikke skal være rigtig mad, havner man hurtigt i en bager,« siger Marike.
Både slankt og syndigt
Hvis man er seriøs omkring den slanke linje – og det er mange af butikkens kunder – vil man være glad for, at menuen afslører kalorieindholdet i udvalget af toppings og fedtprocenten i de forskellige typer yoghurt og skyr, der alle er leveret af Thise Mejeri. Men bare fordi det er sundt, behøver det ikke være kedeligt: Frugtpureerne er krydret kreativt, og du kan for eksempel vælge en kombination af hindbær og Johan Bülow-lakrids, eller jordbær med et bid af chili.
Har man en mere løssluppen sød tand kan man for eksempel dynge sin favorityoghurt, eller en kugle eksotisk skyr-is, til med salte mandler og karamel af kondenseret mælk. magKBH indrømmer gerne, at vi lod os friste – og det bliver nok ikke sidste gang.
Den syrnede mælk er gennemgående i menuen, og selv tunmoussen i den eneste sandwich på kortet er rørt med skyr. Faktisk er hele shoppen lidt mælket i det.
Velkommen i mejeriet
Midt i porten, som er et desorienterende spejlkabinet, får man øje på en vaskeægte mælkejunge, der fungerer som urtepotte, og indenfor brydes de hvide gulve og vægge med pastelfarvede puder og lysegrå FDB-stole fra HAY. Disken er beklædt med hvide klinker og ovenover hænger to store gadelygter – helt magen til dem, der svajer uden for de aflange vinduer.
»En af grundene til, at vi faldt for lokalet var, at det var så enkelt og så nemt at gå til. Det er ikke et særlig klassisk cafe-lokale, men det synes vi, er charmerende,« fortæller Marike.
Den afslappede mejeriæstetik passer godt til stemningen. Vil man holde morgenmadsklub i fred, kan det ske i underetagens hyggekroge, og er man på farten kan man hente en yoghurt to go i baren oven på.
magKBH har ramt et af de stille tidspunkter, men med jævne mellemrum defilerer nysgerrige kunder op ad trappen. En enkelt pige ser faktisk lidt lykkelig ud ved synet af de mange ingredienser, hun kan vælge imellem i det mælkehvide slaraffenland.