Petrushka - Extended

Kærlighedsforviklinger og kunstnerisk galskab. Så let kan Palle Granhøjs nyeste forestilling ’Petrushka – Extended’ opsummeres. Historien er da heller ikke ny. Forestillingen er baseret på den klassiske ballet ’Petrushka’, der blev uropført i 1911 af det legendariske balletkompagni Ballets Russes med musik af Igor Stravinskij og koreografi af Mikhail Forkin, to af de absolutte sværvægtere inden for klassisk musik og dans. 

Det kræver hår på brystet at turde tage livtag med sådan et værk, men Palle Granhøj går uforfærdet til opgaven. Det er ganske vist tredje gang, Granhøj Dans tager livtag med Igor Stravinskijs musik og nyfortolker en klassisk ballet, men hvor hans forrige nyfortolkninger af ’Le Sacre du Printemps’ havde en klar rød tråd ved at skabe en udviklingshistorie i henholdsvis ’Rite Of Spring – Extended’ og ’Rose: Rite Of Spring – Extended 2’, er ’Petrushka – Extended’ nærmest en dekonstruktion af den oprindelige ballet. Det fungerer forbløffende godt.

Rammefortællingen er næsten banal, fordi den er så velkendt. En instruktør skal opføre et klassisk værk, og mens han bakser med stoffet og sine medvirkende, bliver han langsomt suget mere og mere ind i værket og får svært ved at skelne fiktion og virkelighed. 

De medvirkende, som består af pianisten Maria Esphai og danserne Mikolaj Karczewski (instruktøren/mr. Charlatan), Laszlo Fülöp (Petrushka), Sofia Pintzou (Ballerina) og Bill Elridge (Maureren) besidder en afvæbnende troskyldighed, der gør dem troværdige, når de spiller fiktive versioner af sig selv, der er i gang med en prøve på den nye version af balletten ’Petrushka’. 

Det hele indledes med en scene, hvor pianisten og instruktøren har en privat stund inden prøvens start. Vi forstår ikke hvad de siger (hun taler russisk, han polsk), men meningen er tydelig nok. De pjatter, ler sammen og er tydeligvis et par. Ind træder de medvirkende dansere én efter én, daskende og en smule ugidelige, og prøveforløbet starter. Pianisten spiller forskellige sekvenser af Stravinskijs partitur, mens instruktøren pisker snart den ene, snart den anden danser rundt, presser dem til at leve sig ind i deres roller som henholdsvis den smukke Ballerina, den imposante Maurer og den klodsede og mismodige Petrushka. 

Petrushka er forelsket i Ballerinaen, som til gengæld bliver betaget af Maureren, og mens instruktøren presser de tre dansere til at skabe forestillingens trekantsdrama, finder han konstant på nye trin de skal danse og nye detaljer at tilføje. Til sidst bliver det klart, at det store drama foregår inde i instruktøren selv, mens han bevæger sig fra sit eget, virkelige kærlighedsforhold ind i kærligheden til sin kunst og de karakterer, han har frembragt gennem sin fantasi. 

Resultatet bliver en skarp og intelligent forestilling, der kommenterer forholdet mellem kunst og kunstner, fantasi og virkelighed samt kærlighedens forskellige former. De medvirkende er alle glimrende, men især Laszlo Fülöp som danseren, der presses til det yderste for at udleve instruktørens kunstneriske vision, er fuldstændig forrygende med sine vilde, halsbrækkende dans. 

Palle Granhøjs trinsprog udmærker sig dels ved sin obstruktionsteknik, hvor dansernes bevægelser hæmmes ved at blive udsat for begrænsninger og udfordringer, dels ved sit ekspressive udtryk. Dette særegne bevægelsesudtryk klæder både Stravinskijs musik og forestillingens dekonstruerede udtryk, og det hele føjer sig smukt sammen til en underholdende og tankevækkende danseforestilling.