pixel

Nyt 'Parken' får ny chance med politisk aftale

Kommunens overtagelse af Parken kan nu udskydes til 2090’erne — og dermed kan det blive mere attraktivt at investere i et nyt nationalstadion.

Parken Østerbro

Det har længe set sort ud for drømmen om at renovere og udvide Parken på Østerbro til et mere tidssvarende nationalstadion.

En såkaldt ‘hjemfaldspligt’ har hængt som et damoklessværd over moderniseringsplanerne og skræmt potentielle investerorer væk.

Hjemfaldspligten er kort fortalt en klausul, der giver Parkens tidligere ejer — Københavns Kommune — ret til at 'hjemtage' ejerskabet kvit og frit i 2060. Og ifølge TV2 Sports oplysninger ville det koste en privat udvikler op mod én milliard kroner at købe kommunen ud af dén aftale.

Det har betydet, at blandt andet en række store pensionskasser — som ellers har vist interesse for projektet — er endt med at takke nej. De har vurderet, at investeringen ikke ville være rentabel, hvis man alligevel skal aflevere det hele til kommunen om cirka 35 år.

Men nu åbner en politisk beslutning op for, at det kan blive mere attraktivt at investere i et nyt Parken.

Cirka 30 års forlængelse

På sit seneste møde vedtog politikerne i Københavns Borgerrepræsentation således en aftale, der blandt andet vil gøre det muligt at forlænge hjemfaldspligten til 2090’erne.

Dermed vil investorerne få mindst yderligere tre årtier til at få en rentabel forretning ud af projektet.

Den politiske aftale skaber generelt bedre vilkår for at forlænge tilbagekøbsklausuler på erhvervsejendomme i kommunen — blandt andet ved at gøre det billigere at få en forlængelse end at købe sig ud af aftalen.

Plads til flere tilskuere

Dansk Boldspil Union (DBU) begyndte helt tilbage i 2019 at arbejde for at få udvidet og forbedret det allerede dengang aldrende og utidssvarende nationalstadion.

Udover en generel opdatering af faciliteterne ønsker DBU blandt andet at udvide tilskuerkapaciteten fra de nuværende 38.000 til omkring 50.000 siddepladser. Det er også på tale at fjerne de kontortårne, der i dag flankerer stadionet.

Planerne var sidste år så meget på skinner, at Parkens ejer, Parken Sport & Entertainment (PSE), udskilte selve stadionet i et separat selskab, så det kunne blive solgt til investorerne uden at påvirke driften af PSE’s andre aktiviteter.

Men i starten af februar i år kunne TV2 Sport så berette, at projektet på grund af hjemfaldspligten var begyndt at se mere og mere umuligt ud.

Siden bredte historien sig til andre medier — og politikere på Københavns Rådhus meldte sig på banen for at hjælpe med at løse den gordiske knude, som projektet havde udviklet sig til.

Og nu ser det så ud til, at knuden er på vej til at blive løst. En central kilde siger i hvert fald til Berlingske, at den politiske aftale gør det “meget mere attraktivt at investere i et nyt stadion”.

Presserende problemer løses nu

Hverken Rom eller nye nationalstadioner bliver dog bygget på én dag, og derfor har selskabet bag Parken for nylig besluttet at investere 100 millioner i at løse de mest presserende problemer.

Ifølge Berlingske drejer det sig blandt andet om forbedrede indgangsforhold, renovering af toiletter og initiativer, der skal mindske de notorisk lange køer til ølboderne.

PSE's renoveringsplaner kan dog komme til at blive påvirket af Københavns Kommunes nylige beslutning, for PSE vil ikke investere store beløb i renoveringer, som kan blive overflødige, hvis en egentlig ombygning — eller et nybyggeri — sættes i gang inden for en overskuelig årrække.

Et vigtigt næste skridt mod Parkens fremtid vil derfor være en afklaring af, om udskyldelsen af hjemfaldspligten betyder ny interesse for private investeringer i et nyt nationalstadion.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

læservision
Valby
Klubber og foreninger i Valby Idrætspark har en ambitiøs vision om at lave området til en hel idrætsby.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling