Et kirkeligt klatretårn

En større forsamling var stimlet sammen og så til med nakken tilbage, da præsten kravlede ud af vinduet i 15 meters højde og rappellede ned ad kirketårnet. Sådan blev den nye lyseblå klatrevæg på Frederiksholm Kirke i Sydhavnen indviet – monteret på tårnets facade er den et noget utraditionelt tilbud til sognebørnene om at slippe jordforbindelsen og stige til himmels i helt bogstavelig forstand.

Med klatreprojektet håber sognepræst Helene Ferslev at vise bredden i folkekirken og på at nå ud til nye grupper.

»Det kan føles som en barriere at skulle træde ind over dørtærskelen til en traditionel højmesse. Så kan det være nemmere at klatre op ad kirketårnet først, og så herefter blive nysgerrig efter, hvad der ellers foregår i kirken,« siger præsten.

Foto: Bent Larsen

Et stykke himmel

Det er klatrevægsspecialisterne Abekatten der har stået for at lave væggen og sætte den op. Den er bygget af glasfiberplader, fordi det er et stærkt og vedligeholdelsesfrit materiale, som også har struktur lidt som en klippe. Og grebene sidder godt fast, forsikrer præsten. Man behøver derfor ikke sætte sin ganske lid til Vorherre, når man kaster sig ud i at bestige kirketårnet.

»Vi har valgt at gøre væggen blå for at understrege symbolikken om, at det er et stykke himmel, man prøver kræfter med og boltrer sig på, når man klatrer på kirketårnet,« fortæller Helene Ferslev.

Væggen fylder det meste af forsiden af tårnet ud mod Louis Pios Gade og bøjer lidt ud øverst i en slags forsigtigt antydet himmelhvælving.

»Der er selvfølgelig nogle, der synes, den er grim. Det skal de have lov til at synes,« siger Helene Ferslev, men fortæller også, at hun har fået mindre kritik, end hun havde regnet med, og at der overordnet har være positive reaktioner.

Foto: Bent Larsen

Et symbol på troen

Præstens egen tur ned ad kirketårnet minder hende på mange måder om oplevelsen af at tro, fortæller hun:

»På samme måde læner man sig ud i det uvisse, når man tror. Man går imod sin fornuft og må have tillid til, at der er noget, der er større end en selv, som bærer en oppe. Det er et sus, man kan mærke i maven, og en følelse af at være spændt ud imellem himmel og jord bliver helt konkret.«

Væggen virkede derfor efter hensigten, for den er netop tænkt som en slags symbol på troen, uddyber Helene Ferslev:

»Når du tror, er du nødt til at give slip på jordforbindelsen og turde orientere dig opefter. Og måske også miste fodfæstet en gang imellem på vejen op ad. Væggen giver den følelse et fysisk udtryk.«

Den fysiske udfoldelse er noget, der mangler i kirken, mener præsten, og det var derfor, hun fik idéen:

»Væggen skulle være et supplement til de andre måder, vi allerede nu arbejder med tro og kristendom. Vi har mange gudstjenester og aktiviteter, der rører hjernen og hjertet, men der er ikke meget, hvor man får lov til at udfolde sig fysisk i kirken.«

Foto: Bent Larsen

Flere ruter til målet

Der mangler stadig et par små justeringer af klatreruterne, og så arbejder Helene Ferslev allerede på at få dækket en side mere af tårnet med klatrevæg, inklusive udhæng og repos, så der kan komme flere muligheder og udfordringer for klatrere i alle aldre og niveaukategorier.

Der er dog også en grænse for udfoldelserne. Man skal for eksempel ikke regne med at komme til at kunne dyrke fitness eller gå i sauna i Frederiksholm Kirke, som det er set flere steder i udlandet.

»Det handler ikke om kropsfiksering, som der er så meget af i dag. Det handler om at koble ånd og krop, men det er stadig troen og det åndelige, der er i fokus,« fastslår præsten.

Kirken vil stå for at afholde klatrearrangementer 6-8 gange i løbet af året, blandt andet for skolerne og konfirmander fra hele provstiet, og resten af tiden kan foreninger leje sig ind. Der har allerede været stor interesse fra flere klatreklubber, og Helene Ferslev fortæller, at de erfarne klatrere roser væggen for dens højde og ruter af forskellige sværhedsgrader.