Illusioner

På Husets Teater har man gjort en dyd ud af at være på forkant med, hvad det store udland har at byde på. Og hvad angår nyere international dramatik er denne sæsons åbningsforestilling ingen undtagelse. Russiske Ivan Vyrypeavs ’Illusioner’ er nemlig et både fornøjeligt og mærkværdigt bekendtskab, der på underfundig vis lader sig forløse i armene på de fire skuespillere Marie Bach Hansen, Stina Mølgaard, Jon Lange og Morten Brovn.

”God aften. Jeg vil fortælle jer en historie om et ægtepar.” Marie Bach Hansen tager ordet, da alle fire har indfundet sig på scenen. Og som sagt så gjort. Marie fortæller.

For i aften er de fire ikke så meget skuespillere, som de er fortællere, der på nærmest nøgtern vis legemliggør fire perspektiver på kærligheden gennem historien om to par og deres indbyrdes venskab. En sand kærlighedskomedie med alle dens forviklinger, men også en fortælling om, hvordan menneskers verdensopfattelse til tider kan være hjerteskærende divergerende.

Danny ligger for døden 84 år gammel. Han hidkalder sin kone Sandra for at takke hende og fortælle hende, hvordan hun har været kernen til at hans liv har været en begivenhedsrig rejse, og han takker hende for at have vist ham, hvad ægte kærlighed er. Men netop som man er ved at kløjes i Dannys alenlange takkeserenade, og Maries staccato-agtige fremførsel, dør Danny, og Marie hopper frem i tiden.

For nu er det Sandras tur til at forlade denne jord og få sin side af historien fortalt, og lige som man sad og troede, at man havde fået det hele med står Dannys monolog sært forvrænget tilbage efter Sandras bekendelser.

For det hele er måske slet ikke som det gav sig ud for at være eller måske er det. Skiftevis træder de fire skuespillere frem og præsenterer episoder fra fire liv og ganske langsomt udfoldes fortællingen om Danny, Sandra, Albert og Margrethe, hvis indbyrdes historie og relationer er tæt vævet med hemmeligheder og løgne. En kærlighedskvartet på kryds og tværs om bristede drømme og illusioner.

’Illusioner’ er ikke et klassisk fortalt kærlighedsdrama, men på sin vis en sær og statisk tekst, hvis form i allerhøjeste grad kræver timing og tilstedeværelse, og det må man sige at de fire skuespillere formår. Køber man præmissen og giver sig hen til de lange monloger er ’Illusioner’ en ret så fremragende oplevelse, der tager et anderledes og til tider komisk favntag med kærlighedens veje og vildveje.