Hvis jeg bliver byggeborgmester ...
Kommunalvalg: Hvad vil favoritterne til teknik- og miljøborgmesterposten med dit København?
Kommunalvalg 2013
Der er valg til Borgerrepræsentation i København den 19. november.
Du kan allerede nu og frem til 16. november brevstemme ved at møde op ved din borgerserviceskranke med gyldigt billed-ID.
Udover partierne i denne rundspørge, stiller følgende lister op i Københavns Kommune:
D. Kærlighedspartier
E. Retsforbundet
G. Velfærdslisten
H. Højhuset
J. Hampepartiet
K. Kristendemokraterne
L. Lavere skatter og afgifter
M. Miljøpartiet Fokus
N. Byrådslisten i Valby
P. Piratpartiet
Q. Naturpartiet Yara Brasil
R. Kommunisterne
T. Schiller Instituttets Venner
U. Danskernes Parti
Y. Den Lille Mand og Krigsveteranerne
Z. Parcelhuslisten
Æ. Gasværksvejslisten
Å. Christiania-Listen
Copenhagen
Det Grønne Parti
Dovne Robert
Forenede demokrater
Havnefronten
Sunshine Partiet
Byggeborgmestre i København
Siden 2011: Ayfer Baykal, SF
2010-2011: Bo Asmus Kjeldgaard, SF
2006-2009: Klaus Bondam, Radikale
1998-2005: Søren Pind, Venstre
Posten som bygge- og teknikborgmester blev oprettet i 1998 og tog i 2006 navneforandring til teknik- og miljøborgmester.
Byens styre er på valg. Det er nu op til københavnerne og deres X, hvor København skal bevæge sig hen de næste fire år.
I alt 55 politikere skal tirsdag 19. november vælges ind i Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune, og syv af dem bliver også borgmestre. Byens overborgmester har uafbrudt siden 1938 været en socialdemokrat, og ifølge meningsmålingerne bliver det heller ikke efter dette kommunalvalg, at det ændrer sig. Til gengæld er der mere spænding om den eftertragtede post som teknik- og miljøborgmester, der typisk går til det næststørste parti i byen.
Københavns teknik- og miljøborgmester er øverste leder af kommunens Teknik- og Miljøforvaltning, der blandt andet står for byens byggeri, trafik og vedligehold. Selvom det i sidste ende er flertallet i Borgerrepræsentationen der bestemmer, har byggeborgmesteren stor indflydelse på Københavns fysiske udvikling, og magKBH har derfor spurgt favoritfeltet til posten, hvordan din stemme bliver brugt, hvis du stemmer på netop dem.
De otte kandidater i rundspørgen repræsenterer de otte partier, der sidder i Borgerrepræsentation inden kommunalvalget 2013. Vi har givet dem ordet frit, men også bedt dem forholde sig til to omdiskuterede sager, der vil dominere dagsordenen i den kommende valgperiode. Dels Københavns nye forsøgs-bycykler, der har et højt udstyrsniveau og en høj pris. Dels Københavns mulige havnetunnel, et projekt på størrelse med Metro Cityringen, der kan føre gennemkørende biler under byen ved Nordhavn og op igen på Amager.
Liste A, Socialdemokraterne: Jakob Hougaard
Født: 1974
Københavner: Indfødt
Borgerrep: 2001
Udenfor rådhuset: Antropolog og udviklingskonsulent i fonden Dansk Råstof
Kvarter: Downtown Vanløse
Transportmiddel: Cykel eller Metro
Fodboldklub: Ingen – men jeg har sympati for Brøndby, fordi det er synd, at de har tabt så mange kampe
Københavnsk favoritbygning: Rutsjebanen i Tivoli
Hvad får københavnerne med dig som byggeborgmester? Hver eneste dag holder biler i lange køer over hele byen. Det er jeg rigtig træt af, og det tror jeg også, at københavnerne er, ikke mindst dem, som gerne vil møde på arbejde til tiden. Mere metro, hurtige busser og gode forhold for cyklister skal gøre det mere attraktivt at droppe bilen, men folk skal selv vælge deres transportmiddel.
I stedet for at skabe labyrinter med ensrettede veje og blokader, vil jeg arbejde for, at trafikken kan afvikles effektivt og glidende. Til gengæld skal vi have bilerne ned under jorden i p-huse eller ledt uden om byen via en havnetunnel. Den ekstra plads på vejene kan så bruges til at etablere klimavenlige regnbede, så regnvandet ikke oversvømmer folks kældre under kraftige skybrud.
Når vi bygger nye byområder, skal der både være plads til velhavere og mennesker med lave indkomster. Der skal være både almene boliger, lejeboliger, andelsboliger og ejerlejligheder side om side. Det giver en mere harmonisk by.
Endelig skal bureaukrati og langsommeligt papirnusseri bekæmpes. Det er meget skadeligt for erhvervslivet, at sagsbehandlingen i for eksempel byggesager og godkendelser ikke fungerer mere smidigt på Teknik- og Miljøområdet.
De nye bycykler eller ej? Tja-bom-bom… Jeg tvivler på, at københavnerne vil bruge de nye dyre bycykler, for de har jo deres egne. Bycyklerne vil dog se flotte ud i turistbrochurerne fra Wonderful Copenhagen. Indtil videre stemmer Socialdemokratiet for en forsøgsperiode, og så må vi se.
Havnetunnellen eller ej? Jeg siger klart ja tak til en havnetunnel. De mange biler gennem Indre By skaber forurening og trafikpropper, og en del af bilisterne ville i stedet køre uden om byen, hvis de fik muligheden via en havnetunnel. Det er ren win-win.
Liste B, Radikale Venstre: Anna Mee Allerslev
Født: 1984
Københavner: 2003
Borgerrep: 2009
Udenfor rådhuset: Ba.scient.pol og ba.jur
Kvarter: Nørrebro
Transportmiddel: Primært cykel
Fodboldklub: Er ikke den store fodboldfan, men det må da være byens hold, FCK
Københavnsk favoritbygning: Der er mange, men Rundetårn og Regensen er nogle af dem. Jeg elsker også Rådhuset, især fordi det er blevet mere åbent for borgerne. Alle kan gå lige ind og op på mit kontor. Det er da fantastisk.
Hvad får københavnerne med dig som byggeborgmester? København skal være Nordens hovedstad. Vi skal udnytte byens fulde potentiale og skabe visionær, ambitiøs og bæredygtig byudvikling. Og det er ikke kun flotte ord. Det er faktisk vigtigt, at vi netop får visionerne og ambitionerne ind i byudviklingen igen.
København skal være grønnere, mere sammenhængende og blandet, og alle de udsatte områder skal styrkes markant. Det ligger mig meget på sinde at løfte de udsatte områder, så alle borgere får lige muligheder i byen. Derfor vil jeg også arbejde for, at København i 2020 skal være en ghettofri by. Det opnår vi ved en fokuseret indsats, hvor vi løfter byens udsatte områder både fysisk, socialt og beskæftigelsesmæssigt.
Når vi siger, at byen skal være mere blandet og bindes bedre sammen, mener vi, at vi skal udvide de grønne cykelstier og metroen. Vi skal også fremme de grønne åndehuller ved eksempelvis søerne og Amagerfælled, og vi skal turde tænke mere visionært. Hvem siger for eksempel at banegravene ved Hovedbanen, Vesterport og Østerport skal være huller i København. Hvorfor skal de ikke være svævende bydele, der bringer vækst og udvikling til byen.
København skal også være en by for alle. Derfor vil vi investere i studieboliger, billigere familieboliger og anderledes former for bofællesskaber. Vi er også nødt til at se på, hvordan vi bygger flere ejerlejligheder, så priserne ikke løber løbsk igen.
De nye bycykler eller ej? De nye bycykler er et godt og vigtigt projekt, men at bruge 48.000 kroner pr. cykel er ikke radikal politik. Så vil vi hellere have samme antal cykler og overskud til for eksempel bedre og flere cykelstier til gavn for alle Københavns cyklister. Pengene er meget bedre brugt sådan end på det prestigeprojekt, som bycyklerne desværre er blevet.
Havnetunnellen eller ej? Havnetunnellen koster 27 milliarder kroner eller mere. Tanken bag er god, men vi mener, at vi skal investere i mere metro før vi eventuelt skal se på den store havnetunnel. Lige som alle andre støtter vi den lille model ud til Nordhavn, men på nuværende tidspunkt mener vi, at vi skal være meget opmærksomme på, hvordan vi får mest grøn og velfungerende trafik for pengene, og derfor er vi på nuværende tidspunkt ikke tilhængere af den store og meget dyre havnetunnel.
Liste C, Det Konservative Folkeparti: Rasmus Jarlov
Født: 1977
Københavner: 1996
Borgerrep: 2010
Udenfor rådhuset: Cand.merc. i finansiering og reserveofficer
Kvarter: NV
Transportmiddel: Cykel og bil
Fodboldklub: KB (FCK)
Københavnsk favoritbygning: Amalienborg
Hvad får københavnerne med dig som byggeborgmester? Støtte til flere parkeringspladser, mere metro, flere cykelstier og alt andet, der gør det nemmere at komme rundt. Et stop for alt, der gør det sværere at komme rundt så som indsnævring af veje og nedlæggelse af p-pladser.
De nye bycykler eller ej? Nej
Havnetunnellen eller ej? Ja
Liste F, Socialistisk Folkeparti: Ayfer Baykal
Født: 1976
Københavner: Indfødt
Borgerrep: 2009
Udenfor rådhuset: International og interkulturel socialrådgiver
Kvarter: Østerbro
Transportmiddel: Jeg har ikke kørekort, så derfor bruger jeg mest cykel og bus.
Fodboldklub: FCK og FC Barcelona
Københavnsk favoritbygning: Jeg er mere optaget af byrum end bygninger og vil fremhæve Superkilen og Mimersparken, fordi de løfter et udsat byområde.
Hvad får københavnerne med dig som byggeborgmester? København har i dag en række udsatte boligområder, der er præget af sociale problemer, lav gennemsnitslevealder og dårlig beskæftigelse. Andre bydele er præget af dyre lejligheder og mennesker med høje indkomster. København må ikke udvikle sig til et A- og et B-hold. Derfor vil jeg sikre billige boliger i de nye byområder, så der bliver plads til andet end dyre ejerboliger. Og jeg vil investere massivt i at løfte vores udsatte byområder.
Gode parker, havnebade og strande er forudsætningen for livskvaliteten i en by som København. Jeg vil sikre nye blågrønne byrum ved at lave skybrudsløsninger, der giver mere natur i byen. Og jeg vil udvikle havnen med flere rekreative områder, så alle københavnere bliver sikret god adgang til vandet, blandt andet med en badestrand i Valby Parken.
Hvis vi lader trafikken i København udvikle sig til en kamp om den stærkestes overlevelse, vinder bilerne. Det vil jeg ikke acceptere. Biler giver problemer med støj, luftforurening, trafiksikkerhed og CO2. København er og skal være cyklernes by. Vi skal have nye og bredere cykelstier og flere genveje i form af broer over trafikerede veje og havnen. Jeg har taget hul på arbejdet og sikret rekordstore investeringer i cykelområdet på mere end 700 millioner kroner i min tid som borgmester.
De nye bycykler eller ej? Ja, København skal have nye bycykler, der gør det muligt at kombinere cyklen med den kollektive transport. Det vil give os færre biler i byen.
Havnetunnellen eller ej? Nej, en havnetunnel vil gøre det nemmere at køre i bil til København og ødelægge rekreative områder som Amager Fælled og Amager Strandpark.
Liste I, Liberal Alliance: Lars Dueholm
Født: 1977
Københavner: 1997
Borgerrep: 2008
Udenfor rådhuset: Advokat
Kvarter: Ørestad
Transportmiddel: Metro, bil og lidt cykel
Fodboldklub: Aab
Københavnsk favoritbygning: Bjerget – fordi der bor jeg
Hvad får københavnerne med dig som byggeborgmester? De vil få et fokus på at løse de problemer, vi står med – og ikke på at bygge venstreorienterede luftkasteller.
Fremkommeligheden for alle trafikanter – også biler – skal øges til glæde for både indbyggerne og erhvervslivet i København. Liberal Alliance ønsker bestemt også mere metro i København, så den offentlige trafik er et godt og reelt alternativ for de fleste. Men det overordnede er et opgør med venstrefløjens helt bevidste politik med at drive bilerne ud af byen.
De nye bycykler eller ej? De nye bycykler – som egentlig er pendlercykler – er for dyre. Københavnerne skal i kommunal støtte betale 20 kroner pr. tur og hertil kommer brugerbetalingen. Når man ser på, at cyklerne primært vil blive brugt af pendlere fra omegnskommunerne, er det slet ikke fair, at skatteborgerne i København skal betale gildet.
Havnetunnellen eller ej? Liberal Alliance går fuldt og helt ind for en havnetunnel, så den gennemkørende trafik kan ledes uden om centrum. I dag kører Ring 2 over Kongens Nytorv, hvilket jo dårligt kaldes en ringvej... En havnetunnel vil således både gavne fremkommeligheden og gøre Indre By mindre trafikeret.
Liste O, Dansk Folkeparti: Carl Christian Ebbesen
Født: 1968
Københavner: 1996
Borgerrep: 2001
Udenfor rådhuset: Civiløkonom
Kvarter: Vanløse
Transportmiddel: Metro og motorcykel GSXR 1000
Fodboldklub: Liverpool
Københavnsk favoritbygning: Børsen
Hvad får københavnerne med dig som byggeborgmester? Dansk Folkeparti ønsker at gøre det sikrere og sjovere at være cyklist i København. Der skal iværksættes en række målrettede initiativer med flere cykelstier og mere cykelparkering. Mere specifikt skal cykelparkeringen forbedres ved trafikknudepunkter som Nørreport og Østerport samt ved byens større pladser, og Tietgensbroen ved Hovedbanegården skal gøres bredere til brug for et par tusinde cykelparkeringspladser.
Jeg vil arbejde for, at Prinsessegade på Christianshavn bliver mere trafiksikker, så der tages hensyn til børn og unge fra gadens skoler og de mange institutioner i området.
Bilerne skal ikke tvinges ud af København, men pendlertrafikken ind i København skal begrænses mest muligt. København skal samarbejde med omegnskommunerne om p-pladser ved regionaltog og S-togstationer. Dansk Folkeparti ønsker ikke at indføre en betalingsring for bilister, der vil virke som en Berlinmur gennem byen. Bilisterne skal i stedet have adgang til underjordiske parkeringsanlæg, så trængslen i sidegaderne mindskes.
Den kollektive trafik skal opprioriteres. Særligt er mit fokus på buslinjerne på tværs af byen og en udvidelse af metronettet med afgreninger til Brønshøj, Nordhavnen og Sydhavnen. Etablering af letbaner skal medtænkes i de samlede løsninger, og samarbejdet mellem hovedstadens trafikselskaber skal styrkes, så vi får bedre koordinering mellem bus, tog og metro. Derudover skal taxaer have lov til at køre i busbanerne.
De nye bycykler eller ej? Bycykler er en fin idé og god reklame over for turister.
Havnetunnellen eller ej? Dansk Folkeparti vil gerne lede biler, der ikke har noget at gøre i city, uden om byen i en havnetunnel. Det er tåbeligt at føre unødvendig trafik nordfra ind over Rådhuspladsen og forbi Kongens Nytorv. Trafikinvesteringer i fremkommelighed er nødvendige i takt med, at København vokser.
Liste V, Venstre: Pia Allerslev
Født: 1972
Københavner: 1992
Borgerrep: 2001
Udenfor rådhuset: Folkeskolelærer
Kvarter: Vanløse – tidligere Østerbro, NV, Nørrebro, Indre By, Islands Brygge
Transportmiddel: Bus, Metro, bil, cykel
Fodboldklub: Brøndby
Københavnsk favoritbygning: Rådhuset, hvis det skal være ældre – hvis nyere, så Kajkanten på Islands Brygge
Hvad får københavnerne med dig som byggeborgmester? De får mere politisk fokus på fremkommelighed i byen til gavn for både borgere og virksomheder. Vi skal have styr på kontrakterne med entreprenører, der graver i vores by, vi skal have trafiklys der taler sammen, så der ikke er kø konstant, og vi skal skabe en erhvervsvenlig kommune, hvor der er fokus på at hjælpe borgere og virksomheder – store som små. Der skal opbygges en servicekultur i stedet for en myndighedskultur, og der skal være mere renhold.
Og så skal vi væk fra hetzen mod bilerne – vi skal have en storby med både biler, cykler, fodgængere, metro, busser og S-tog – og meget gerne en bedre kollektiv trafik. Men bilerne skal ikke jages ud af byen.
De nye bycykler eller ej? Meget gerne bycykler – men med minimal kommunal medfinansiering.
Havnetunnellen eller ej? Helt klart ja til Havnetunnel – det er nødvendigt!
Liste Ø, Enhedslisten: Morten Kabell
Født: 1970
Københavner: Indfødt
Borgerrep: 2006 + 1998-2001
Udenfor rådhuset: Organisationssekretær for Enhedslisten-København
Kvarter: Christianshavn siden 2009, før da Vesterbro fra 1998
Transportmiddel: Cykel
Fodboldklub: Hellere Frem end Brøndby, hellere Brøndby end FCK
Københavnsk favoritbygning: Græsplænen i Ørstedsparken, kanten af Christianshavns Kanal, Enghave Plads (før metrobyggeriet) og i det hele taget de steder, hvor man kan nyde solen, dele København med vennerne eller bare hænge ud og opleve bylivet
Hvad får københavnerne med dig som byggeborgmester? Jeg arbejder for at sætte bilerne bagerst i byudviklingen. Over to tredjedele af københavnerne bruger cykel, kollektiv trafik eller gang til arbejde eller studiet. Dem vil mit fokus være på. Det betyder et bydækkende letbanenet, metro til Sydhavnen og især flere og bredere cykelstier.
I boligområder og ved skoler vil jeg arbejde for at sætte hastigheden ned, gerne ned til 30 kilometer i timen, så det er tryggere og sikrere at færdes på vejene. Og så skal busserne være grønnere og køre på el i stedet for diesel, så vi kan få partikelforureningen ned i byen.
Jeg vil bygge flere og billigere boliger. Vi skal øge støtten til at bygge almennyttige boliger, så vi kan bygge boliger nok, som almindelige mennesker har råd til. Og vi skal fortsætte med at fokusere på ungdomsboliger, så de mange tusinde studerende, der kommer til byen, kan finde et sted at bo.
Byen skal være grønnere. Vi skal plante flere træer. Vi skal omdanne pladser og torve til grønnere områder, så vi kan få lokal afledning af regnvand i stedet for at risikere skybrudsproblemer som i 2011. Og vi skal have flere lommeparker i bykvartererne, så flere københavnere får kort afstand til et rart, grønt område.
De nye bycykler eller ej? Jeg går ind for nye bycykler, men jeg vil have mange, effektive og billige cykler i stedet for noget fancy bling-bling.
Havnetunnellen eller ej? Aldrig i livet.