Søernes 20 tons sommerferiebarn
En skulende stenstøtte er flyttet ind ved Søpavillonen sommeren over.
Han er 7 meter høj, vejer over 20 tons, og stirrer dig lige i øjnene, når du nærmer dig Søpavillonen fra City-siden. Og så hedder han i øvrigt Baldur og er sommerferiebarn fra Lolland.
Den nye store stenskulptur ved Peblingesøen har nemlig kun den fine adresse til låns indtil efteråret. Så skal Baldur hjem igen til Ravnsby Bakke, en mark på det nordlige Lolland med udsigt til Smålandshavet. Her er han den første af i alt 12 lignende stenstøtter, der sammen skal danne kunstværket Dodekalitten.
Med klare referencer til både Stonehenge og Påskeøerne får stenansigtet med den skaldede isse og det brede kæbeparti hvert år selskab af endnu ét af slagsen, indtil de alle 12 står i en cirkel og udgør Danmarks største stenskulptur på 700 tons – som tilmed spiller specialkomponeret musik fra et indbygget lydanlæg.
Den første tolvtedel af Dodekalitten (som eftersigende er græsk for "tolvstenen") er hugget ud af sort, svensk diabas-granit af Thomas Kadziola. Den elektroakustike lydside skabes af komponist Gunner Møller Pedersen. Og kunstprojektet er udstyret med en hidtil ukendt mytologi om Lolerne, et demokratisk og syngende folk, der 5.000 år før vor tidsregning kom til Lolland og gav øen sit navn.
Jo jo, den er god nok. Se selv meget mere på dodekalit.dk